Sådan hjælper du bekendte, der drikker for meget

Har du en kollega, der drikker timelønnen op i fredagsbaren? Kan du ikke huske, hvornår du mødtes med din ven, uden at I drak jer fulde? Forsvinder vingaverne hurtigt fra din fars barskab? I denne artikel får du nogle simple råd til, hvordan du kan hjælpe en, der drikker for meget.

Søg professionel hjælp

Til at starte med vil vi understrege, at du ved alvorlige alkoholproblemer, der kraftigt påvirker sundheden og har en negativ indvirkning på vedkommendes sociale liv, straks bør søge professionel hjælp. Som pårørende skal du ikke selv stå med ansvaret for et alvorligt misbrug, og uden faglig viden er det næsten umuligt at vide, hvad der skal gøres. Disse råd er ment som vejledning i situationer, hvor alkoholforbruget giver anledning til bekymring, men hvor situationen endnu ikke er eskaleret. Brug disse råd til at undgå, at dine bekendte ender i alkoholbehandling, og hjælp ham eller hende til at skabe nogle bedre vaner, når det kommer til alkohol.

Sæt ord på problemet

Det mest simple råd er at tale med din ven, forælder, studiekammerat, eller hvem det nu er, om de iagttagelser, du har gjort dig. Lad være med at være anklagende eller stille ultimative krav, men forklar, hvordan du har oplevet de situationer, der har fået dig til at tænke, at personen foran dig bør gøre noget ved sit forhold til alkohol. Måske bliver vedkommende overrasket over det, du siger, fordi det slet ikke er gået op for dem selv. Du kan være heldig, at alene det, at du spørger ind til deres situation, gør, at de bliver motiverede til at gøre noget anderledes. Du skal også være forberedt på, at personen kan blive vred eller ked af det, da et overforbrug af alkohol kan være skamfuldt eller dække over andre ting i livet, der ikke er rare at snakke om. Derfor bør du ikke indlede en samtale om et eventuelt alkoholmisbrug, hvis du ikke er sikker på, om personen føler sig absolut tryg ved at snakke med dig. Det har også større virkning, når det er en person tæt på vedkommende, der påpeger problemet, end hvis det er en, der stort set er fremmed.

Stå klar på sidelinjen

Hvis vedkommende, du taler med, er enig med dig og er villig til at gøre noget ved problemet, skal du være klar til at være med på sidelinjen. Når du har peget på problemet, skal du nødvendigvis også være der til at hjælpe din ven, fætter, eller nabo gennem processen. Sørg for at holde en tæt kontakt, så du ved, hvordan det går, og tilbyd at hjælpe med hvad end, der måtte blive nødvendigt. Hvis der eksempelvis er tale om et familiemedlem, der drikker lidt rigeligt, fordi hun er ensom, kan det være en hjælp, hvis du kommer forbi og sover på sofaen i ny og næ eller sørger for, at resten af familien kommer på besøg lidt oftere. Hvis der ofte ryger meget rødvin i glasset, når din ven selv står i køkkenet og laver mad til hele venneflokken, kan du tilbyde at assistere, så samværet, og ikke alkoholen, kommer i fokus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *